Materialer


Bookmark and Share


Lad håndværkeren købe ind for dig

Hvis du selv køber materialerne, er det dig, der har ansvaret for, at materialerne er der, når håndværkeren skal bruge dem i byggeriet. Du bærer også selv risikoen for eventuelle fejl og mangler ved materialerne.

I den forbindelse skal du være opmærksom på, at halvdårlige materialer kan give et dårligt resultat - også selv om arbejdet er professionelt udført.

Du kan derfor med fordel overlade det til byggevirksomheden at købe materialerne, da håndværkeren typisk har det bedste kendskab til de forskellige materialer på markedet samt deres pris og kvalitet.

Byggevirksomheden bærer samtidig den tidsmæssige risiko og har som hovedregel også ansvaret for, at materialerne er mangelfri. Du er derfor oftest bedst stillet ved at overlade alle indkøb af materialer og al udførelse af arbejdet til virksomheden.

CE-mærket er ingen garanti for kvalitet

Mange byggevarer er mærket med det såkaldte CE-mærke. Dette mærke er ikke et kvalitetsstempel, men alene et bevis på, at produktet overholder nogle fastsatte minimumsbestemmelser i forhold til europæiske materialestandarder.

CE-mærket er en slags "rejsepas for byggevarer", som betyder, at byggevaren må sælges i hele Europa.CE-mærket siger ikke noget om, hvad varen er egnet til. En flise kan f.eks. godt være CE-mærket uden at være egnet til at blive brugt i vådrum.

Vinduer og yderdøre med Byg Garantiordning

 

Når du skal vælge vinduer eller yderdøre, kan du med fordel vælge en producent, der er med i Dansk VinduesCertificering, DVC, og medlem af Dansk Byggeri. Så er produktet nemlig dækket af Byg Garantiordning, der sikrer dig med op til 5000 kr. pr. enhed. Den samlede maksimumgrænse er 100.000 kr. inkl. moms.