Til virksomheder » Byggeriets Ankenævn » Kontrolordning »

Dansk Byggeris kontrolordning


Bookmark and Share

Kontrolordningen giver mulighed for at kontrollere medlemsvirksomheder, som helt eller delvist har tabt en sag, der er anlagt ved Byggeriets Ankenævn


Hvorfor kontrolordning?

Kontrolordningen viser forbrugerne, at Dansk Byggeris medlemmer er ansvarlige virksomheder, der stiller krav til sig selv og hinanden om ordentlig kvalitet og god service.

Fejl kan ske for alle. Men man kan lære af sine fejl, og kontrolordningen skal sikre, at de ikke sker igen. Ordningen fungerer som hjælp til selvhjælp, idet kontrollen er en vejledning til, hvor virksomheden kan rette op og blive bedre, f.eks. kvalitet, service eller aftaler.

Hvordan fungerer kontrolordningen?
Kontrolordningen giver mulighed for at kontrollere medlemsvirksomheder, som helt eller delvist har tabt en sag, der er anlagt ved Byggeriets Ankenævn efter 1. januar 2006.

Et uafhængigt kontroludvalg, der er udpeget af Dansk Byggeris bestyrelse, vurderer, om en virksomhed skal kontrolleres. Vurderingen sker på baggrund af følgende kriterier:

  • Antallet af ankenævnssager, som virksomheden har tabt helt eller delvist i Byggeriets Ankenævn gennem de seneste fem år
  • Udbedringsomkostningerne set i forhold til den samlede entreprisesum
  • Virksomhedens måde at håndtere reklamationer
  • Antallet af tidligere kontroller
  • Byggeriets Ankenævn har frataget virksomheden muligheden for at udbedre påpegede mangler
  • Virksomheden har ikke rettidigt efterlevet en afgørelse truffet af Byggeriets Ankenævn

Kontrollen foretages af uafhængige og upartiske kontrollører. Kontroludvalget beslutter hvilke områder, der skal kontrolleres:

  • Arbejdets kvalitet
  • Overholdelse af prisaftaler
  • Overholdelse af tidsaftaler
  • Service og reklamationshåndtering
Virksomheden orienteres forud for kontrollen; og har mulighed for at kommentere kontrollantens rapport.

På baggrund af rapporten og sagens øvrige oplysninger udarbejder kontroludvalget en indstilling til bestyrelsen, om virksomheden skal sanktioneres – og om det i så fald skal ske ved påtale, bod eller eksklusion.