Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Blind tillid til håndværkere koster dyrt

Boligejere får medhold i langt de fleste klagesager, men mange sager afvises, fordi der ingen skriftlig aftale er.


Af Jakob Damgaard Lund, Bolius 

Det kan betale sig at klage, hvis håndværkeren ikke har lavet sit arbejde godt nok. Det viser en opgørelse fra Byggeriets Ankenævn.

Ud af de 293 behandlede klager i 2014 fik boligejerne helt eller delvist medhold i 77 % af sagerne. I Ankenævnet for Tekniske Installationer fik forbrugerne helt eller delvist medhold i deres klage i 54 % af sagerne i 2014.

Det er dog langtfra alle klagesager, som kan behandles. Byggeriets Ankenævn modtager hvert år mellem 600 og 800 klager, men mange af dem falder på, at der kun foreligger mundtlige aftaler.

Læs mere om hvordan man klager over håndværkeren 

Få altid skriftlige aftaler med håndværkere

Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, medgiver, at en stor del af ansvaret for tvister mellem forbrugere og håndværkere ligger hos de professionelle. Nogle forbrugere køber håndværksydelser for første gang og ved derfor ikke, hvad de skal forvente og forlange.

- Derfor er vores vigtigste råd til vores medlemmer, at de får aftalen med forbrugeren ned på skrift. Hvad skal der laves? Hvilke materialer skal der bruges? Hvornår skal arbejdet være færdigt? Under hvilke betingelser skal arbejdet foregå? Og hvad skal det koste?

- Alle disse parametre bør man skrive ned som dokumentation. Det bør man sikre som den professionelle part i relationen med forbrugeren, siger Michael H. Nielsen til BEDRE HJEM.

Han mener, at under 800 klager årligt er et lille tal set i forhold til, at der indgås 100.000 byggesagsaftaler om året.

Læs mere om forbrugeraftale ved håndværkerarbejde
 
Forbrugerne har også et ansvar

Forbrugerne bærer dog også selv en del af ansvaret, når der opstår tvister med håndværkerne, mener fagekspert i Bolius, bygningskonstruktør Jeanette Standly Mikkelsen.

- Der er tilfælde med decideret byggesjusk. Det viser de mange klager, hvor forbrugerne får medhold i ankenævnene. Men når det er sagt, kan forbrugerne også have høje og nogle gange urealistiske forventninger til kvaliteten af det arbejde, de vil have udført.

Pres ikke håndværkere for meget

- Jeg ser også eksempler på, at forbrugerne presser håndværkerne til at lave nogle løsninger, de egentlig ikke burde lave. Men fordi håndværkeren gerne vil tilfredsstille kunden, gør de det alligevel, og så ender man med et dårligt resultat.

- Begge tilfælde fritager ikke håndværkerne fra ansvar, de er de professionelle og skal kommunikere hensigtsmæssigt og løbende i et projekt, siger Jeanette Standly Mikkelsen.

Læs mere om hvordan man forebygger byggesjusk