Ofte stillede spørgsmål om Byg Garanti
Rækken af spørgsmål og svar skal udelukkende ses som en forenklet opstilling af de hyppigste spørgsmål fra private forbrugere.
Spørgsmålene og svarene er generel information og kan ikke erstatte eventuel særskilt juridisk rådgivning. Endeligt dækningstilsagn fra Byg Garanti vil altid bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, dansk rets almindelige regler samt de for Byg Garanti gældende vedtægter.
Hvad skal jeg som privat forbruger være opmærksom på, når jeg gerne vil hyre en håndværker?
Vær opmærksom på følgende:
- Overvej hvad du vil have udført og sørge for, at du beskriver opgaven grundigt, og at beskrivelsen er i overensstemmelse med dine ønsker.
- Vær sikker på, hvad arbejdet kommer til at koste inkl. moms.
- Aftal hvornår arebjdet skal påbegyndes og afsluttes.
- Tjek at håndværkeren du vælger, er omfattet af Byg Garanti. Dette kan du gøre enten ved at kontakte Byg Garanti telefonisk eller ved at slå håndværkeren op her.
Hvornår skal jeg reagere, hvis jeg opdager en fejl eller mangel?
Du skal reklamere rettidigt overfor den håndværker, der har lavet arbejdet - det vil sige inden rimelig tid fra du opdager en fejl eller mangel. Udbedrer håndværkeren ikke fejlen/manglen, så skal du snarest indgive en klage til Byggeriets Ankenævn.
Hvordan søger jeg om dækning via Byg Garanti?
Byg Garanti kræver som udgangspunkt en kendelse fra Byggeriets Ankenævn for, at der kan opnås dækning via garantien. En dom fra de almindelige domstole eller Voldgiftsretten kan dog også være tilstrækkelig, hvis den fastlægger arten og omfanget af manglerne. En udeblivelsesdom er ikke tilstrækkelig, se vedtægternes § 4 og 10.
Hvad kan jeg få dækket via Byg Garanti?
Byg Garanti dækker det dokumenterede tab, der er lidt som følge af mangler ved et stykke håndværksmæssigt arbejde udført af et sevice- og branchemedlem af DI Byggeri, der har tilvalgt Byg Garanti. Arbejde, som håndværkeren ikke har udført endnu, er ikke dækket, ligesom følgeskader, skader på andre bygningsdele, beskadigede indboeffekter og beskadiget løsøre m.v. ikke dækkes. Der ydes endvidere ikke dækning for dit indirekte tab, f.eks. udgifter til flytning, opmagasinering af møbler, sagsomkostninger m.v., se vedtægternes § 7.
Hvad kan jeg gøre, hvis Byg Garanti ikke dækker alle mine udgifter?
Udgiftsposter, som ikke er blevet dækket via Byg Garanti, men er fastslået i kendelse eller dom, kan eventuelt søges dækket ved at anlægge en sag ved fogedretten eller byretten.
Hvordan udbetaler Byg Garanti?
Er dit tab dækningsberettiget via Byg Garanti, vil du modtage et brev med et tilsagn, hvor det dækningsberettigede beløb står. Du skal herefter selv kontakte en håndværker, der er service- og branchemedlem af DI Byggeri med tilvalg af Byg Garanti, for at få afhjulpet fejlene eller manglerne. Håndværkeren skal udstede fakturaen direkte til dig, og du skal herefter sende den til Byg Garanti, som vil sørge for at betale håndværkeren direkte, se vedtægternes § 9, stk. 3. Byg Garanti udbetaler ikke til andre end håndværkeren.
Hvad sker der, hvis jeg har solgt min ejendom og der efterfølgende viser sig at være fejl eller mangler ved et arbejde udført på ejendommen i min ejertid?
Byg Garanti dækker over for den privatperson, som har fået udført arbejder på sin bolig. Byg Garanti dækker således ikke andre end den, der har indgået entrepriseaftalen med håndværkeren. Byg Garanti dækker således ikke efterfølgende ejere af din ejendom, se vedtægternes § 3.
Kan jeg bestille hvem som helst til at udbedre manglerne ved arbejdet?
Nej - det skal være et service- og branchemedlem af DI Byggeri, der har tilvalgt Byg Garanti, der udfører afhjælpningsarbejdet. Og du kan ikke forvente dækning, hvis du har fået udbedret fejl og/eller mangler, før du har fået dækningstilsagn fra Byg Garanti, se vedtægternes § 5. Husk Byg Garanti betaler håndværkeren direkte.
Er der en grænse for, hvor stort et beløb jeg kan få dækket?
Ja - Byg Garanti dækker maksimalt 150.000 kr. inkl. moms pr. byggesag, se vedtægternes § 8.
Jeg har fået bygget et nyt hus/ sommerhus – dækker Byg Garanti fejl/mangler ved nybyggeri?
Ja - så længe den samlede entreprisesum for byggeriet (alt inklusiv) ikke overstiger kr. 1 mio. inkl. moms, se vedtægternes § 7, stk. 7.
Jeg har bestilt en håndværker, der er service- og branchemedlem af DI Byggeri med tilvalg af Byg Garanti, til at udføre arbejde for mig – men jeg kan se, at det er en anden håndværker, der udfører arbejdet. Er arbejdet så dækket af Byg Garanti?
Ja - hvis den håndværker, du har indgået aftalen med, er service- og branchemedlem af DI Byggeri med tilvalg af Byg Garanti - så er arbejdet dækket af Byg Garanti - uanset det er en anden håndværker, der udfører arbejdet i underentreprise, se vedtægternes § 7, stk. 3.
Hvad gør jeg, hvis min håndværker er gået konkurs?
Selvom håndværkeren er gået konkurs, kan du stadig indgive en klage til Byggeriets Ankenævn, og får du medhold, kan du sende sagen til Byg Garanti.
I tilfælde af håndværkerens konkurs, anbefales det, at du kontakter din egen juridiske rådgiver, da Byg Garanti ikke yder en sådan juridisk rådgivning.